Det psykiatriske behandlingssystem – forstået som den lægelige omsorg og behandling af de psykisk forstyrrede er kun ca. 200 år gammel.
Fra forhistorisk tid og frem til reformationen var man overbevist om, at de psykisk forstyrrede var besat af djævlen. Præsten var behandleren dengang. Efter reformationen indledtes ’den store indespærring’. Familierne havde ikke længere tid til at tage sig af dem, der ikke kunne klare sig selv. Hjemløse, forældreløse, enlige kvinder, gamle, psykisk handicappede og psykisk forstyrrede kom alle ind under samme tag. Hypotesen var da, at forstyrrelsen havde årsag i en dårlig moral. Bl.a. efter studier af syfilisbakterien og den skizofrenilignende tilstand den bevirkede, blev samtiden overbevist om, at de psykiske forstyrrelser måtte have årsag i en fysisk syg hjerne. De psykisk forstyrrede blev herefter placeret på hospitalerne, hvor de ofte boede et helt liv.
Denne ’store indespærring’ varede i flere hundrede år – frem til ca. 1950’erne. I 1954 opdagedes den antipsykotiske medicin, hvilket åbnede op for nye behandlingsmuligheder. Desuden beskrev en amerikansk psykiater langtidseffekten af institutionsophold. Disse to begivenheder bevirkede, at man i den vestlige verden startede en afinstitutionalisering. Hospitalssenge blev lukket ned til fordel et liv ude i lokalmiljøet. Ca. ti år efter afinstitutionaliseringen dukkede nye problematikker op, som man ikke hidtil havde set indenfor psykiatrien. Vold, hiv, hjemløshed, kriminalitet, manglende samarbejde og misbrug af rusmidler var blevet den nye virkelighed. I dag er det almindelig kendt at godt 50% af alle psykisk syge har et misbrug af rusmidler.
Antallet af psykisk syge med et misbrug eller med domme til behandling har været stødt stigende de sidste 15 år. Udviklingen er gået i retningen af opprioritering af ambulante og lokalpsykiatriske tiltag til fordel for lukning af døgn- og hospitalstilbud.
Lotte Sønderby
Psykolog
Team for Misbrugspsykiatri, Århus Universitetshospital