Gennem de seneste år er asylsøgere og flygtninge, måske først og fremmest børnenes, psykiske helbred kommet i fokus. Årsagen er en forståelse for, at svære, ofte traumatiske oplevelser i hjemlandet, en farlig flugt samt en kompliceret, langtrukken og usikker asylproces i modtagerlandet, gør den psykiske situation ekstremt vanskelig.
Stadig flere forskere vælger at studere flygtningenes situation i Europa. Det billede, som viser sig, er mildest talt bekymrende.
Signe Smith Nielsen (bilden), Ph.d.-stipendiat ved Københavns Universitet, Institut for Folkesundhedsvidenskab, deltog for nylig i et videnskabeligt seminar, som blev afholdt i Göteborg af Stiftelsen Solstickan og Nordiska högskolan för folkhälsovetenskap, NHV. I 2006 undersøgte hun det psykiske helbred hos 246 børn i alderen 4-16 år. Børnene var på daværende tidspunkt indkvarteret på et Danmarks otte asylcentre.
Børnenes pædagoger og lærere udfyldte et spørgeskema, Strenghts and Difficulties Questionnaire, SDQ, som anvendes til at afdække psykiske vanskeligheder hos børn. De ældre børn mellem 11 og 16 år besvarede selv SDQ og desuden yderligere fire spørgsmål om deres forhold til forældre, venner, livskvalitet samt psykiske og fysiske symptomer.
Psykisk sygdom almindeligt blandt asylbørn
Resultaterne er entydige og nedslående: 35 procent af børnene viste tydelige tegn på psykiske lidelser. Blandt de ældre børn mellem 11 og 16 år viste hele 58 procent tegn på psykiske lidelser. Tallene skal sammenlignes med en normalpopulation, hvor mellem 8 og 10 procent har tegn på psykiske lidelser.
Hele 44 procent af de ældre børn, som blev bedt om at vurdere livskvalitet, betegnede deres liv som dårligt, 28 procent som middelgodt og 28 procent som godt. Blandt danske børn er der kun 3 procent, som mener livet er dårligt, 17 procent som vurderer det som middelgodt og hele 80 procent som godt. De nedslående tal blandt asylbørn understreges endnu mere af det faktum, at 87 procent af dem, som har et psykisk symptom, lider af flere symptomer samtidig.
- Da vores undersøgelse blev præsenteret, skabte den voldsom debat i Danmark, siger Signe Smith Nielsen. Årsagerne til det dårlige psykiske helbred blandt asylbørnene er komplekse, det handler om et samspil af mange forskellige faktorer.
Stort ansvar påhviler modtagerlandene
Før flugten har børnene ofte været vidne til skræmmende hændelser, deres hjem er blevet ødelagt eller bombet, de har set familiemedlemmer og andre nærtstående blive tortureret eller dræbt, de er blevet skilt fra familien eller har levet sammen med forældre, som ikke har haft overskud til at tage sig af børnene. Efter en ofte farlig flugt er de kommet til modtagerlandet. Asylansøgningen har givet en midlertidig lykkefølelse, et pusterum i troen på, at alting ordner sig.
Efter en tid viser det sig dog, at også det nye land har mangler: Børnene oplever, at de har mistet deres kultur, at traumerne er vanskelige at lægge bag sig, og at det nye land ikke er et Eldorado.
Opfølgende studier viser tydeligt, at forholdene i modtagerlandet er utrolig vigtige for, hvordan børnene kommer ud af den kritiske situation senere i livet. Ved ankomsten er det psykiske velbefindende præget af oplevelser, som barnet har haft før ankomsten. Efter nogle år viser studier, at selve modtagelsen er blevet vigtigere for velbefindendet end tidligere oplevelser.
Lang asylproces og mange flytninger er tydelige risikofaktorer
Forskerne har afdækket et antal risikofaktorer for psykiske lidelser blandt asylsøgende børn. Forældrenes vantrivsel er en: Hvis forældrene trives i modtagerlandet, trives børnene også. Forældre, som har posttraumatisk stress og som mangler overskud til at tage sig af børnene, overlader dem i realiteten til sig selv. En anden risikofaktor er lange opholdstider i asylsystemet og mange flytninger mellem forskellige asylcentre. I gruppen, som Signe Smith Nielsen undersøgte, var der børn, som var blevet tvunget til at flytte op til 13 gange, afhængig af hvilken fase af asylprocessen, familien befandt sig.
- Disse børn blev tvunget til mange adskillelser både fra venner og andre voksne, siger hun. De mistede kontrollen over deres liv, levede i et slags ingenmandsland, som udgjorde en risikofaktor for at knække dem.
Modtagerlandet har et ansvar for at skabe trygge rammer, ikke flytte børnene rundt til forskellige centre, tilbyde skolegang og meningsfyldte fritidsaktiviteter samt at tilbyde støtte til familier, der ikke er stabile og forhindre kulturel isolation.
Nu godt to år efter at undersøgelsen er gennemført, er situationen i Danmark blevet forbedret. De gennemsnitlige opholdstider er blevet kortere, og børnene har måttet flytte langt færre gange mellem asylcentrene.
- Det har naturligvis været interessant at følge op på børnene gennem flere år, siger Signe Smith Nielsen. Man skal dog være bevidst om, at børnene i denne gruppe er skrøbelige, og blandt andet derfor er det en vanskelig gruppe at følge op på.
(Barnen på bilderna är inte de som nämns i texten.)
Vil du kommentere artiklen? Så send en e-mail til: Nino Simic
Text: Nino Simic, Informatör, NVC