Knap 400 børn i 0-17 års alderen opholder sig i de danske asylcentre. Det er børn, der for manges vedkommende er kommet hertil inden for de sidste 5-8 år sammen med deres forældre. De er flygtet fra hjemlandet og fra krig, forfølgelse og traumer. I Danmark er deres forældre indtil videre nægtet asyl, og da forældrene selv nægter at rejse hjem, lever børnene i lejrene på ubestemt tid. Inden for de senere år er der sket visse forbedringer af situationen for børnene, herunder at de kan følge skolegang uden for centrene og modtage bistand fra de sociale myndigheder.
Av Per Schultz Jörgensen (foto)
professor emeritus, dr. phil.
MEN DEN offentlige debat om de afviste asylansøgere afslører en betydelig bekymring for børnenes situation. Ikke mindst de børn, der har opholdt sig i et asylcenter i adskillige år. Derfor er der inden for de seneste to år gennemført flere undersøgelser i Danmark (af Institut for Folkesundhed, Socialforskningsinstituttet, Udlændingeservice og en gruppe speciallæger og psykologer). Resultatet af disse undersøgelser efterlader ikke megen tvivl om, at børnenes ophold i asylcentret påvirker dem i negativ retning.
Men lidt mere præcist kan man fokusere på især tre spørgsmål: (1) er der en tidsmæssig grænse for, hvornår børn tager alvorligt skade af opholdet i et asylcenter? (2) vil børnene i asylcentrene få det bedre, hvis de sammen med deres forældre får mulighed for at flytte ud af centret? (3) overtræder den danske stat sine forpligtelser i henhold til FN´s Børnekonvention ved at lade børnene opholde sig så længe i et asylcenter? Disse spørgsmål skal forsøges besvaret i det følgende.
Den samlede livssituation er afgørende
De mange nationale og internationale undersøgelser af børn med krigsbelastninger omfatter børn af holocaustoverlevere, børn af krigsveteraner, børn af flygtninge og børn, der selv er på flugt, børn i asyllejre og børn med krigsoplevelser. Klart forskellige typer af stress, der ikke uden videre kan sidestilles.
Men tre forhold står nogenlunde fast i den internationale forskning om flygtningebørn. Det ene er, at børn især rammes, hvis der er tale om langvarige belastninger. Det er det vedvarende i situationen, der påvirker dybt. Det andet er, at det vigtige for børn er den samlede livssituation for familien. Det traume, som fx en flugt, er for et barn, skal ses i forhold til den forudgående og efterfølgende livssituation. For børn i asyllejre er det fx af afgørende betydning, om deres forældre får en lindring for deres traumer(PTSD).
Det tredje vigtige forhold er, at børn ofte rammes indirekte gennem deres forældre. Det er forældrenes smerte og lidelse, der rammer børnene, det er forældrenes måde at forholde sig på, der er afgørende for børnenes modstandskraft.
Børns og forældres forhold hænger sammen
Når børns reaktioner er så dybt integreret i forældrenes situation, hænger det bl.a. sammen med forældrenes manglende overskud til omsorg og nærvær. Men sammenhængen er mere kompliceret, fx på den måde at børn er tilbøjelige til at overtage forældrenes reaktionsmønster. De vil ofte overidentificere sig med forældrene for at beskytte dem. Derfor ligner symptomerne hos børn ofte forældrenes symptomer. En dybgående dansk undersøgelse af asylsøgende børn viser, at børnene er præget af angst, de er sårbare, har let til gråd, har ofte konflikter med andre børn og kan virke triste og ofte kede af det. Og hvis forældrene fastholdes i deres livsmønster, vil børnenes egne fortællinger og livshistorier – deres fantasier og grundlæggende livsmod - blive en del af et fortsat traumatisk forløb. Forskningen taler om denne videregivelse af forældrenes traumatiske oplevelser som en ”andengenerationseffekt”. Men under alle omstændigheder er det børnenes fantasier om forældrene og deres lidelser, der fastholder dem i en række negative reaktionsmønstre.
Undersøgelserne af familiers langvarige ophold i asylcentre viser, at forældre gradvist mister deres forældreevne. En nyere australsk undersøgelse taler om, at forældreevnen ”undermineres” af opholdet. Forældrene oplever selv, at de mister evnen til at udøve omsorg for deres børn og ”at styre” dem. De oplever sig ikke som ”gode forældre”, selve forældrerollen smuldrer for dem og de bliver dårligere til at håndtere problemer i det hele taget. Flere undersøgelser dokumenterer klart, at jo længere ophold i et asylcenter, des flere psykiske problemer og psykiatriske lidelser, senest (2007) publiceret internationalt af en dansk forskergruppe.
Er der en kritisk grænse for opholdet i et asylcenter?
Hermed er vi nu tilbage ved de spørgsmål, vi stillede indledningsvis. Det første handler om længden af tiden i asylcentret og konsekvenserne for børnene. Svaret, der afhænger af barnets alder og familiens situation, er, at når familiens livsperspektiv efter omkring et års tid i centret bryder sammen, påvirkes familien og børnene dybt. Her går en kritisk grænse. Næste grænse går, når familien får afslag på asyl. Og familiens ressourcer forringes helt alvorligt, når familien skal gøre sig håb om at få humanitært ophold på grund af tilstedeværelsen i familien af alvorlig sygdom. Nu sættes nemlig selvforstærkende sygdomsprocesser i gang. Derfor er det korte svar: den kritiske længde for et barns ophold i et asylcenter vil oftest være mellem et og to år. Udover den periode forstærkes familiens og barnets problemer kritisk.
Bedres situationen ved udflytning fra centret?
Men, vil børnene så ikke få det bedre ved at familien flytter ud fra centret? Der foreligger en enkelt svensk undersøgelse (fra 2007), der i store træk bekræfter denne antagelse. Som også udtrykkes af en 42 årig mor med pakistansk baggrund (Politiken 28. oktober 2007), der er flyttet fra Kongelunden til et rækkehus i Vangede: ”På Kongelunden ønskede jeg, at det skulle blive ved med at være nat. At det aldrig blev morgen, så jeg kunne sove livet ud. Nu ser jeg, at mine børn har det godt, og jeg føler, at der er grund til at leve”. Og de tre børn har fået det bedre. Det har moderen også, hun er ikke mere selvmordstruet, men faderen er stadig alvorlig syg efter psykisk sammenbrud.
En udflytning fra et trist og håbløst center kan sætte positive processer i gang. Derfor er det korte svar bekræftende. Det lange svar er, at børnenes udvikling er dybt afhængig af forældrenes situation. Derfor får børnene ikke et styrket livsforløb før deres forældres situation bedres. Deres situation er tæt vævet ind i forældrenes, derfor er det familiens samlede livsforløb, der skal lægges til grund, også når det er hjælpen til børnene, der vurderes isoleret set. Indsatsen over for børn af flygtninge og krigstraumatiserede er mere end noget andet en familieindsats. Derfor er svaret på lidt længere sigt, at forældrene skal bringes ud af det håbløse krise-bekræftende forløb, hvor de skal være alvorlige syge for at få lov at blive i landet. Det gør dem endnu mere syge. Løsningen er derfor, at de skal i gang med de personlige udviklingsmuligheder, der ligger i arbejde og uddannelse.
Overtræder Danmark FN´s Børnekonvention?
Og så det sidste spørgsmål: Overtræder Den danske stat FN´s Børnekonvention ved ikke at give alle børn mulighed for udflytning fra et asylcenter efter max 2 års ophold i centret – og ved ikke støtte forældrene til at komme ud af deres selvforstærkende traumatisering? Børnekonventionen præciserer klart og tydeligt, at ”…i alle foranstaltninger vedrørende børn….. skal barnets tarv komme i første række”. Sådan siges det i en af de såkaldte portalartikler (artikel 3). Og i artikel 39 understreges denne forpligtelse i forhold til børn med bl.a. krigstraumer på den måde, at myndighederne ”…skal træffe alle passende foranstaltninger for at fremme fysisk og psykisk helbredelse og resocialisering for et barn, der har været udsat for enhver form for forsømmelse…tortur… eller væbnede konflikter…”.
Konventionens formulering er ikke til at misforstå. Derfor er konklusionen, at Danmark overtræder FN´s børnekonvention ved ikke at lindre situationen for de børn og deres forældre, der har opholdt sig langvarigt i asylcentrene.
Afslutning
Forskningen på området peger således ret entydigt på, at situationen er kritisk for børnene på asylcentrene. Især den gruppe af børn, der har opholdt sig langvarigt i et sådant center. Disse børn kan blive påført skader, der har langtrækkende konsekvenser for deres udvikling. Derfor må det være en klart etisk forpligtelse at yde en humanitær hjælp til børn af asylsøgere. Det kan ske på flere måder, fx ved at give familien bolig uden for centret eller ved at give deres forældre humanitær opholdstilladelse med mulighed for at blive integreret i samfundet. Eller ved at iværksætte hjælpe- og støtteprogrammer direkte rettet mod børnene.
Foretager man sig ikke noget, kan man næppe undgå den berettigede kritik - som det advarende siges i en australsk undersøgelse - at de ansvarlige myndigheder ”forværrer situationen for disse sårbare grupper”.
Per Schultz Jørgensen, professor emeritus, dr. phil. Artiklen er en bearbejdet udgave af en kronik skrevet sammen med Edith Montgomery, forskningschef, ph.d., Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre og trykt i dagbladet Information (17.-18. maj 2008).